• Minister advarer mod konsekvenserne af omstridt forslag fra Rosenkrantz-Theil: »Vil indebære betydelig risiko for snyd«

    المصدر: BDK Borsnyt / 28 ديسمبر 2024 06:55:18   America/New_York

    En prisforhøjelse på 50 kroner for at tage metroen fra Kongens Nytorv til Københavns Lufthavn ville ikke bare være »helt uproblematisk«. Sådan en forhøjelse af billetprisen ville også være »i den lave ende«, fortalte Socialdemokratiets overborgmesterkandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, i et interview med Politiken tidligere på måneden. Dengang havde transportminister Thomas Danielsen (V) ikke noget at sige til forslaget. Men nu advarer han om konsekvenserne ved forslaget. I et svar på et såkaldt paragraf 20-spørgsmål har folketingsmedlem for Danmarksdemokraterne Kenneth Fredslund Petersen ønsket svar på, om ministeren er enig i forslaget fra Pernille Rosenkrantz-Theil. Thomas Danielsen svarer ikke direkte på spørgsmålet, men påpeger flere konsekvenser ved forslaget: »En forhøjelse af prisen for rejser til og fra Københavns Lufthavn med 50 kroner vil udgøre en meget høj prisstigning i den kollektive transport, som også vil indebære betydelig risiko for snyd eller omgåelse,« skriver ministeren. Skal finansiere ny metrolinje i København Forslaget fra Pernille Rosenkrantz-Theil om at øge prisen på tog-, metro- og busbilletter til Københavns Lufthavn kommer som et led i udbygningen af metronettet. På Københavns Rådhus blev en forligskreds i 2023 enig om en ny og selvstændig metrolinje ved navn M5. Siden er finansieringen af byggeriet blevet forhandlet mellem de tre ejere af Metroselskabet – som er staten, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune – og det er her, Pernille Rosenkrantz-Theils forslag kommer ind i billedet. Den foreslåede prisforhøjelse på transportbilletter til Københavns Lufthavn skal nemlig være med til at finansiere byggeriet. Formålet er, at turister i højere grad skal være med til at betale for det metronet, de flittigt benytter, når de besøger København. Men forslaget er imidlertid ikke kun forbeholdt turister, anerkender Pernille Rosenkrantz-Theil. Dermed vil prisforhøjelsen også komme til at ramme københavnere og andre danskere, som skulle tage turen til lufthavnen med offentlig transport. Og det har fået en hel del politikere og eksperter til at ryste på hovedet. Til Politiken advarede professor i transportøkonomi Mogens Fosgerau mod forslaget, som han kalder en »hovsa-beslutning«. I nabokommunerne til lufthavnen frygter borgmestrene den økonomiske belastning, det ville være for deres indbyggere at betale 50 kroner ekstra for en metrotur på bare to stop til lufthavnen. På sociale medier har flere politiske stemmer også istemt sig kritikken, heriblandt Stinus Lindgreen, som er folketingsmedlem for Radikale Venstre. På sin X-profil skriver han, at han tror, forslaget i realiteten vil skubbe folk ud af den kollektive transport og over i bilerne. Og senest har transportminister Thomas Danielsen altså også tilsluttet sig kritikken. Rosenkrantz-Theil: »Det er ikke rimeligt« Berlingske har forsøgt at få et interview med Pernille Rosenkrantz, som på grund af ferie har svaret skriftligt. I svaret understreger hun, at prisforhøjelsen ikke skal gælde for pendlere fra området, men kun for turister. »Vi er naturligvis nødt til at få beregninger på det konkrete prisniveau for en turistbillet og de afledte konsekvenser. Men det er ikke rimeligt, at københavnerne skal fortsætte med at betale regningen for udbygningen af metroen,« skriver hun. Hvad angår transportminister Thomas Danielsens folketingssvar fortæller Pernille Rosenkrantz-Theil, at transportministeren er velkommen til at pege på et andet sted at finde pengene til den nye metrolinje, og at hun er åben over for forslag. »Men som sagt, det nytter ikke noget at blive ved med at tørre hele regningen af på københavnerne, alt imens jysk infrastruktur betales af os alle sammen. Det er ikke rimeligt,« skriver hun. Berlingske har forsøgt at få et interview med Thomas Danielsen, men det har ikke været muligt. https://www.berlingske.dk/politik/minister-advarer-mod-konsekvenserne-af-omstridt-forslag-fra-rosenkrantz
شارك على،